Pyramiderne i Giza, Great Barrier Reef, Versailles-paladset og 1151 flere steder udgør "verdensarvslisten". Den store liste omfatter ikke kun kulturelle og historiske steder, men også naturarv; Galápagos-øerne er faktisk den første inskription. Men hvordan fungerer processen med at erhverve mærket og en plads på den prestigefyldte liste? EHT gik i gang med at finde ud af og opdagede, at det prestigefyldte program har tiltrukket mere kontrovers gennem årene, end man umiddelbart skulle tro.
Hvor begyndte det hele?
Holdningen til at beskytte arv ændrede sig drastisk i 1950'erne og 1960'erne, da Egypten annoncerede Aswan Dam-projektet, som ville nedsænke og ødelægge mange historiske steder. Dette tiltrak reaktioner fra hele verden og satte begrebet bevarelse af arv på den internationale dagsorden.
Dette kulminerede i UNESCO's 1972 "Convention Concerning the Protection of the World Cultural and Natural Heritage", som etablerede både Verdensarvskomiteen og Verdensarvslisten. Konventionen er nu blevet ratificeret af 194 stater.
Hvem bestemmer, hvad der skal på listen?
Det er ikke kun Verdensarvskomiteen. Faktisk starter det ofte på lokalt plan.
Det første skridt er at indsende en 'Tentativ liste' til udvalget. Denne liste er oprettet af staten og indeholder alle mulige steder i et land. Kampagner og aktivister bliver nødt til at overbevise deres regering om at inkludere deres lokale websteder på denne liste, før de vil blive behandlet af udvalget.
Landene selv har ofte en specifik vægt på, hvad de nyligt indrullerede kulturarvssteder eller praksis bør være. I Tyskland er der for eksempel ekstra fokus på traditioner fra Østtyskland, da den del af landet er underrepræsenteret nu. Finland håber at give mere opmærksomhed til den oprindelige arv, mens Frankrig sigter mod at inkludere både kultur- og socialhistoriske steder som arv.
Med den foreløbige liste kan regeringer eller statspartier derefter indsende en detaljeret "nomineringsfil". Det er her det virkelige arbejde begynder, da udvalget kræver en udtømmende rapport sammen med eventuelle relevante kort og dokumenter.
Denne rapport vil derefter blive kontrolleret og vurderet af ekspertorganisationer. Det Internationale Råd for Monumenter og Steder (ICOMOS) evaluerer kulturarvssteder, og International Union for Conservation of Nature (IUCN) evaluerer naturområder.
Endelig er det op til den nuværende verdensarvskomité at træffe en beslutning, hvilket sker på en konference hvert andet år om sommeren. De kan endda gå imod forslag fra ICOMOS eller IUCN.
Hvad er kriterierne?
Der er 10 punkter af kriterier, men et websted behøver ikke at opfylde dem alle. Kun ét af kriterierne skal være opfyldt for at et websted er berettiget, og pointene er notorisk vage. Her er et par eksempler på, hvad et websted kan vise:
i) at repræsentere et mesterværk af menneskeligt kreativt geni
iv) at være et fremragende eksempel på en type bygning, arkitektonisk eller teknologisk ensemble eller landskab, som illustrerer (et) væsentlige stadier i menneskets historie
vii) at indeholde superlative naturfænomener eller områder af usædvanlig naturlig skønhed og æstetisk betydning
Om et websted opfylder kriterierne afhænger af udvalget og kan være sårbart over for lobbyisme. For eksempel blev Iwami Ginzan-sølvminen i Japan indskrevet i 2007, på trods af ICOMOS' tvivl om, at den opfyldte nogen af kriterierne.
Hvad er fordelene?
Der er fordele fra UNESCO til at beskytte og bevare steder, og UNESCO peger ofte på de forskellige måder, hvorpå bevidsthed om kultur bringer mennesker sammen. Mere bevidsthed betyder også mere beskyttelse, men listede websteder kan også modtage økonomisk bistand og ekspertvejledning fra udvalget for at hjælpe med at sikre webstederne.
For mange er det egentlige trækplaster turismen. Mærket giver websteder mulighed for at skabe sig en global identitet og lokke globale turister. Fortegnelser er virkelig med til at sætte et sted på kortet, og det kan give massive indtægter – Angkor-templerne i Cambodja tiltrukket mindre end 10,000 besøgende i 1993, da det blev indskrevet; nu besøger millioner dem hvert år.
Er der nogensinde taget noget af listen?
Ja – tre gange.
I 2007 blev Omans Arabian Oryx-reservat afnoteret, efter at regeringen reducerede størrelsen af helligdommen med 90 % – på tidspunktet for aflistningen havde krybskytteri og habitatforringelse kun efterladt 4 ynglende Oryx-par.
I 2009 blev Dresden Elbe-dalen afnoteret. Waldschlösschen-broen havde været under konstruktion i et par år, hvilket gav anledning til bekymring over dalens identitet. Efter intens diskussion fortsatte planerne om at bygge broen, og til gengæld blev verdensarvsmærket fjernet fra området.
I 2021 blev Liverpools Maritime Mercantile City skrottet fra listen på grund af moderne byggeri på stedet. Ombygning i området, herunder et fodboldstadion på 500 millioner pund, førte til et opfattet fald i autenticitet og et tab af "historiske egenskaber", ifølge World Heritage Committee.
Er alle enige?
Absolut ikke. Der er mange kritikpunkter af både Verdensarvskomiteen og Listen.
Mens kommuner og turistråd presser på for besøgstal, kan turismens påvirkninger være utroligt skadelige for både stedet og lokalsamfundet. Verdensarvslister kan ofte have den modsatte effekt end tilsigtet, da råvarefrembringelse får regeringer til at søge profit i arv frem for bevarelse. Tænk på masseturismeproblemerne i Venedig eller Mont-Saint-Michel for eksempel.
For det andet er verdensarvskomiteens struktur meget åben over for politisering og bureaukrati. Uklarheden i kriterierne for opførelse giver mulighed for lobbyisme og potentielt misbrug fra udvalgets side.
UNESCOs største styrke er dens 'bløde kraft'. Den kan vejlede og foreslå, men bortset fra at skære ned i finansieringen og annullere påskrifter, har den kun lidt mandskab. Ansvaret for at bevare kulturarven ligger hos regeringerne. Lande kan have ratificeret konventionen, men den er svær at håndhæve.