Et internationalt hold af arkæologer afslørede, at såkaldte 'mosekroppe' var en del af en dybt rodfæstet tradition i Europa, der strakte sig over årtusinder. Forskerne analyseret over 1,000 gamle menneskelige rester fundet i Europas vådområder, også kendt som 'mosekroppe'. Interessant detalje: da arkæologen kunne fastslå dødsårsagen, havde de fleste af individerne mødt en voldelig ende. "Et fascinerende nyt billede tegner sig."
Fordi mosen indeholder meget lidt ilt, rådner organiske materialer som træ, læder, tekstiler og endda i nogle tilfælde ikke menneskekød. Derfor kan menneskelige efterladenskaber dukke op under særdeles velbevarede forhold. Dette giver forskere mulighed for at rekonstruere detaljer fra årtusinder siden, såsom folks kostvaner og endda dødsårsagen for nogle individer. Et par eksempler er den kvalte Gallagh-mand fra Irland og Porsmose-manden fra Danmark (fundet med et pilehoved i næsen). Den danske Tollundmand er et af de mest kendte fund, givet den fremragende bevarelse af hans ansigtstræk.
Ufuldstændigt billede
Men netop disse berømte fund skabte problemer for arkæologer, forklarer Doktor Roy van Beek, en af de involverede forskere fra Wageningen Universitet. "Undersøgelsen viser, at den store vægt af tidligere arkæologisk forskning på en lille gruppe spektakulære mosemumier har fordrejet vores synspunkter."
For at få et mere komplet overblik inddelte Van Beek og hans team de analyserede mosekroppe i tre hovedkategorier: "mosemumier" de berømte kroppe med bevaret hud, blødt væv og hår; "moseskeletter" komplette kroppe, hvoraf kun knoglerne er bevaret; og de delvise rester af enten mosemummier eller skeletter. De forskellige typer kroppe er hovedsageligt resultatet af varierende bevaringsforhold: nogle moser er bedre egnede til at bevare menneskeligt væv, mens andre bevarer knoglerne bedre.
"Alle tre kategorier giver værdifuld information, og ved at kombinere dem opstår et helt nyt billede", påpeger Van Beek. Det er derfor, undersøgelsen konkluderer, at forskellige slags moselegemer sandsynligvis er en del af en årtusinder lang, dybt rodfæstet europæisk tradition. Fænomenet startede i det sydlige Skandinavien under yngre stenalder, omkring 5000 f.Kr., og spredte sig gradvist over Nordeuropa. De yngste opdagelser fra Irland, Storbritannien og Tyskland tyder på, at traditionen stadig var i brug langt ind i middelalderen og tidlig moderne tid.
Hotspot i mosen
Holdet opdagede også, at der er specifikke 'mosekropshotspots'. Det er vådområder, hvor der er fundet flere menneskelige rester. Disse kan enten stamme fra en enkelt begivenhed, som en massebegravelse af kamp, mens andre moser blev brugt hyppigt over en længere periode. Mærkerne af vold tyder på, at individerne var en del af et rituelt offer, henrettede kriminelle eller ofre for vold.
"Dette viser, at vi ikke skal lede efter en enkelt forklaring på alle fund", argumenterer Van Beek. "Dødsfald ved uheld og selvmord kan også have været mere almindelige i tidligere perioder."
Alt i alt er det fascinerende nye billede, der tegner sig et ældgammelt, mangfoldigt og komplekst fænomen
Dr. Roy van Beek
I tilfælde af rituelle ofringer blev der fundet en lang række andre genstande såsom dyreknogler, bronzevåben eller ornamenter ved siden af resterne. Disse 'hotspot-moser' betragtes som kultsteder med en central plads i lokalsamfundenes trossystem.
"Alt i alt er det fascinerende nye billede, der tegner sig, et af et ældgammelt, mangfoldigt og komplekst fænomen, der fortæller flere historier om store menneskelige temaer som vold, religion og tragiske tab", slutter Van Beek.