"Hvordan styrkes kampen mod ulovlig handel med kulturejendomme?" var det spørgsmål, UNESCO-konferencen i partnerskab med EU forsøgte at besvare i juni sidste år. Tre 2022 European Heritage Youth Ambassadors havde chancen for at deltage i konferencen og dele deres erfaringer. I den sidste artikel i denne serie beretter Léa Guillemant om, hvordan begivenheden åbnede en international, tværfaglig og intergenerationel dialog mellem fagfolk for at undersøge konkrete tiltag til at styrke kampen mod ulovlig handel med kulturejendomme for fremtiden.
Der kan være periodiske succeser; der har allerede været nogle. Men den definitive sejr viser sig ikke i horisonten endnu
Pomian Krzysztof
Den pessimistiske udtalelse fra filosoffen og historikeren er et hårdt, men berettiget syn på de igangværende kampe for at bekæmpe ulovlig handel med kulturejendomme. Mens den voksende efterspørgsel efter kulturejendomme øger plyndring og ulovlig handel, står fagfolk, der er engageret i kampen mod denne forbrydelse, over for flere praktiske vanskeligheder. Hvis der er defineret foranstaltninger til at forstærke handlingerne, når kampen afslører andre, synes forhindringerne at være meget mere komplekse at overvinde.
Samme gamle sang
Ingen grund til at ridse dybt i overfladen for at grave de praktiske forhindringer frem, der begrænser kampen. Som et omkvæd fra en gammel sang: budgetmæssige, juridiske, politiske og menneskelige spørgsmål og ressourcer bliver ved med at komme tilbage til læberne på alle professionelle, der er involveret i kampen.
Uden penge er handlinger svære at gennemføre. Og selvom øgede budgetter virker indlysende, er det mindre, hvor pengene ville komme fra. Men i denne kæde, hvor penge er som den luft, der er nødvendig for at leve, hvordan reagerer man så på behovene for menneskelige ressourcer?
Her har politikerne en stor rolle at spille i kampen. Men for at de kan træffe de nødvendige foranstaltninger, skal de stadig være følsomme over for beskyttelsen af kulturarven. Og det er ikke altid tilfældet. Fra et juridisk synspunkt, hvis juridiske værktøjer er blevet implementeret, skal konventioner ratificeres og deres principper implementeres for at være effektive.
Det er mere end halvtreds år siden, at UNESCO-konventionen om midlerne til at forbyde ulovlig import, eksport og overdragelse af ejendomsret til kulturejendomme fra 1970 eksisterede. Som udtrykt af Pomian Krzysztof, hvis der var succeser, er problemet stadig her.
Forsker Vincent Négris ord, der har specialiseret sig i international kultur og arveret, plejer at være beroligende: "I international ret er tiden lang." Ifølge ham har vi brug for tid til at lære af foranstaltningernes mangler og tilpasse os vores nye behov. Med hensyn til tidslinje ville 2023 være et nøgleår.
Men hvorfor er dette en kamp værd at kæmpe i første omgang? Læs Gaëlle Stephans artikel link..
Styrkelse betyder samarbejde
For at imødegå udfordringerne i kampen mod ulovlig handel med kulturejendomme opstår et enkelt kodeord: samarbejde. Dette skal gøres tværfagligt, internationalt og intergenerationelt.
Når man beskæftiger sig med ulovlig handel med kulturgoder, er en flok fagfolk involveret: fra politiet til kunsthandleren, ved hjælp af embedsmænd. Samarbejde mellem fagfolk gennem forståelse, udveksling og gennemsigtighed er således nøglen til at være effektiv. Det samme er tilfældet med hensyn til samarbejde mellem stater. Internationale organisationer som UNESCO og INTERPOL opfordrer også til at etablere nationale specialiserede politienheder – hvis de ikke allerede eksisterer – som vil samarbejde med INTERPOL.
Der er behov for at udvikle samarbejdet og opbygge et netværk af repræsentanter med ansvar for bekæmpelse af ulovlig handel på nationalt og internationalt plan. Alle aktører bør vide, hvem der har ansvaret for at samarbejde bedre.
Uddannelsesprogrammer og sociale og audiovisuelle medier bør bruges til at øge offentligheden og den unge generations bevidsthed om beskyttelse af kulturarven
Uddannelse bliver en anden vigtig søjle for at forebygge kriminalitet. Fra fagfolk til den brede offentlighed skal beskyttelsen af arven mod menneskehandel være alles anliggende. Uddannelse rettet mod fagfolk, der handler direkte og indirekte i kampen mod ulovlig handel med kulturgoder, skal styrkes. Og ved at inddrage den brede offentlighed i dialogen bliver den en aktør i beskyttelsen af sin arv.
Uddannelsesprogrammer og sociale og audiovisuelle medier bør bruges til at øge den brede offentlighed og den unge generations bevidsthed om beskyttelse af kulturarven. Investering i formel og uformel uddannelse garanterer dig fremtidige resultater.
Hvordan ville andre konkrete tiltag se ud? Læs Jasna Popovićs bidrag link..
Sammenflettede kampe
Men på trods af alle disse foranstaltninger, når penge er motivationen – og penge får verden til at gå rundt – kan kampen mod ulovlig handel være uendelig.
I denne kapitalistiske verden kan den økonomiske værdi af kulturelle ejendomme appellere til ondsindede mennesker, der tiltrækkes af profit. Organiseret kriminalitet etablerer nye og mere sofistikerede smuglerteknikker. Globalisering og nye teknologier bliver aktiver, der fungerer som netværk i deres trafik.
De udnytter åbningen af verdensmarkedet, hvilket gør fænomenet udfordrende at overvåge for myndighederne. Internettet er ved at blive et nyt ukontrollerbart markedsrum med sine egne regler. Mens anonymitet beskytter både sælgere og købere, foregår transaktioner i skyggen af myndighederne. Sidstnævnte er overvældet af denne udvidelse. Nyheden, omfanget og den lette udnyttelse skaber nye forhindringer for myndighederne, som endnu ikke er tilstrækkeligt forberedte til at håndtere dem.
Bag disse organiserede forbrydelser gemmer sig desværre også andre aktører, hvis primære hensigter rækker ud over berigelse. Så opstår to ekstreme situationer.
Det er blevet påvist, at ulovlig handel med kulturejendomme finansierer terrorisme. Indsatsen er ikke længere af økonomisk karakter, men af en ideologisk, politisk og religiøs orden.
En anden observation hindrer kampen mod ulovlig handel. Det stiller et lige så vanskeligt spørgsmål: hvad skal man gøre, når kulturejendomme bliver en måde at overleve på eller finansiere befolkningstransit? I denne situation er øverst i denne kæde mænd, kvinder og børn, som søger at bo eller migrere til et andet land for at få et bedre liv. Denne facet af menneskehandel fremhæver kampen mod ekstrem fattigdom, der stadig foregår dagsorden, samt andre spørgsmål, der opmuntrer migration såsom politiske eller klimaspørgsmål.
Det er således ikke længere en kamp, men kampe – flettet sammen. Og den endegyldige sejr, som Pomian Krzysztof nævnte, skal betragtes i selve vores opfattelse af udvikling.
Om forfatteren
Indskrevet i International Cooperation on Intercultural Heritage mastergrad (University of Bologna, Italien), Europæisk kulturarvs ungdomsambassadør Léa Guillemant fokuserer hovedsageligt sin forskning på kulturarvens udfordringer i internationale relationer.