Centreret omkring begrebet "livslang læring" opfordres europæiske borgere og virksomheder i 2023 til at få mest muligt ud af det europæiske år for færdigheder. Og mens EU's fokus er på at uddanne nye fagfolk til at gennemføre de grønne og digitale omstillinger, har kulturarvssektoren også at gøre med en 'kvalifikationsmangel'. Hvilke kompetencer savner sektoren? Og hvorfor er det så vigtigt at hoppe på det nu?
Så hvad er et europæisk år? "Det er en oplysningskampagne om et specifikt emne for at tilskynde til debat og dialog i og mellem EU-lande", den EU-websted Fortæl os. I løbet af et sådant år afsætter EU yderligere midler til projekter, der behandler det tematiske spørgsmål. Disse projekter kan være på lokalt, nationalt og endda grænseoverskridende niveau.
En af grundene til, at EU besluttede at udpege 2023 som dygtighedens år, er at tage fat påmangel på færdigheder' på arbejdsmarkedet. Det bør også passe til EU 2030 sociale mål, hvilket betyder, at mindst 60 % af de voksne følger uddannelse hvert år, og mindst 78 % af de voksne skal have et arbejde.
Det er helt sikkert ikke en lille sum EU har sat ind i deres kampagne for livslang læring. Adskillige eksisterende EU-finansieringsorganer såsom Den Europæiske Socialfond Plus (99 mia. EUR), programmet for det digitale Europa (580 mio. EUR) og Erasmus+ (26.2 mia. EUR) har betydelige midler til rådighed til at støtte folk til at blive professionelle eksperter.
Mangel i sektoren
"Kvalifikationsmanglen" er også et problem i kulturarvssektoren. Et af de mest iøjnefaldende problemer er manglen på eksperter i traditionelt kulturarvshåndværk, fx tømrere og glaspustere. I 2021 Storbritanniens Heritage Crafts Association opført 130 traditionelle håndværk som truet i deres Red List of Endangered Crafts publikation.
nøglen til at opbygge en sund sektor er at sikre, at disse bygninger og immaterielle egenskaber overlever. Dette inkluderer ikke kun opkvalificering eller uddannelse af nuværende fagfolk, men også at give unge mennesker passende muligheder for at starte en karriere inden for bevaring, noget den tyske fond for monumentbeskyttelse har været fortaler for til.
Akademiets tilgang
Et af de initiativer, der ville passe til EU's idé om kompetenceudvikling, er The European Heritage Academy, som startede for fem år siden. Grundlagt af Burghauptmannschaft Österreich (BHO – en myndighed med ansvar for administration og byggetilsyn med historiske bygninger i Østrig) og den østrigske Bundesdenkmalamt (BDA). Dens formål er at tilbyde certificeret, skræddersyet uddannelse til specialister inden for byggekulturarv.
Det er egentlig ikke en overraskelse, at BHO har brug for dygtige kulturarvsfagfolk, som kender deres vej omkring vedligeholdelse og bevaring af bygningsarven. Men da BHO forsøgte at udføre sin specialisttjeneste for bygningsarven, bemærkede Burghauptmann Reinhold Sahl, at organisationen manglede noget. "Uddannelse og videreuddannelse, herunder vidensledelse, var de centrale emner for mig, og det stod hurtigt klart for mig, at det også var et spørgsmål om personale", han forklarer.
”Man skal forestille sig, at vi har faste stillinger: Hvis en medarbejder går på pension, kan jeg først besætte den stilling, når vedkommende rent faktisk er gået. Derefter tager det seks til ni (!) måneder at få en ny medarbejder. Og så har de brug for måneder til træning.” Ved at stifte sin egen kulturarvsskole kan BHO nu uddanne folk til specifikke stillinger og opgaver, og sørger for, at de har de nøjagtige færdigheder til jobbet.
Hidtil er der investeret 3.2 mio. EUR i kursusmoduler, som nu tilbydes af The European Heritage Academy, hvilket skaber 5 ECQA (European Certification & Qualification Association) certificerede kursusmoduler for fagfolk inden for bygningskulturarv.
Bløde værdier
Et andet institut, der fokuserer på færdigheder, der er nødvendige i sektoren, er CHARTER, European Cultural Heritage Skill Alliance. Det Erasmus+-finansierede projekt med et budget på 4 mio. EUR startede i januar 2021 med det mål at forske og fremlægge Kulturarvsaktioner for at forfine træning, uddannelse og roller.
CHARTER forsøger allerede at 'opkvalificere' sektoren. Med publikationer og værktøjer, som f.eks Værktøj til selvevaluering af færdigheder, om hvilke færdigheder og kompetencer der er behov for i sektoren. Og ligesom 'hard heritage skills', give muligheder til næste generation er en integreret del af det: Tjek ud disse interviews med unge kulturarvsprofessionelle, og hvad de har at sige om, hvilke kompetencer sektoren har brug for.
Ikke alene forventer folk at anerkende og forstå arv, der er en følelse af, at de føler sig berettiget til at gøre det
Conor Newman
Ud over de 'hard heritage skills' – bevaring, vedligeholdelse og håndværksviden – er der også brug for bløde færdigheder i sektoren. Uden den rette viden om, hvordan man formidler til offentligheden, hvad arv er, og hvorfor det er vigtigt, vil sektoren miste sin relevans. Arkæolog Conor Newman argumenteret dette også under CHARTERs årsmøde at mediation og aktivering vil være de vigtigste færdigheder, der er nødvendige for kulturarvsprofessionelle i fremtiden: ”Ikke kun forventer folk at anerkende og forstå arkæologisk arv, der er en følelse af, at de føler sig berettiget til det (længe før Faro kan jeg tilføje), eller i det mindste ikke at blive udelukket fra det ."
”Vi har lært, at arv er personlig og derfor ledsages af følelser af anerkendelse, fortrolighed, ejerskab og tilhørsforhold. Arkæologi er frem for alt lokalt. Og hver gang jeg siger 'arkæologi', bør du erstatte dette med arv eller dit eget specialeområde."
Han regner med, at det egentlige mål er at informere og vinde offentligheden over til de principper, der former praksis i sektoren, og "hvordan gennemtænkt etik sætter parametrene for professionel praksis, herunder forvaltning af den offentlige ressource, og, hvad der er vigtigt. , hvorfor ekspertise betyder noget. Det betyder, at man lærer, hvordan man placerer kulturarvsværdier og -praksis."
Uddannelse af en bæredygtig sektor
For kulturarvssektoren bør Færdighedsåret ikke kun være et spørgsmål om uddannelse af nuværende fagfolk. Det er også en glimrende mulighed for at opbygge en mere bæredygtig professionel kulturarvssektor.
Da særligt bygningsarv har brug for konservatorer og håndværkere, bør der satses mere på at forfølge den næste generation og tiltrække dem med gode muligheder for at sikre, at vi har eksperter, der kan træde til, når den nuværende generation går på pension. At vise offentligheden, hvad sektoren præcist gør, burde være en afgørende del af disse uddannelsesområder.
Og hvad er bedre tidspunkt end nu? Viden fra erfarne fagfolk er (stadig) tilgængelig og er nu suppleret med betydelige midler fra Færdighedsåret. Det er kun et spørgsmål om at komme videre med træningen.